Drengen der hed Bekele

Køb bogen her

bogrummet
“Stof til eftertanke samtidig med, at jeg blev godt
underholdt”
bogrummet logo

“Et moderne sagn” og en
“usædvanlig dannelsesrejse fra vestlig magelighed til en verden af magi, tro og overtro
pol logo

“Fængende roman om at være adoptivforældre,
om magi og kulturel identitet”litteratursiden

fire stjerner Plusbog“Jeg blev rørt af fortællingen.”
– Lenariis73 på Plusbog.dk

Tre stjerner plusbog
“Fantastiske billeder på læserens nethinde … et skønt 
og spændende eventyr.”
– Bogbloginden på Plusbog.dk

Tre stjerner plusbog
“Voldsom og følelsesladet rejse … en masse spænding, store følelser og et interessant indblik i historien.”
Pellegrin på Plusbog.dk

“Det er så fremragende og flot en bog. Det er længe siden, jeg har været så opslugt af en handling. Bogen er vedkommende og berører én dybt på sin helt egen måde – selvom jeg ikke kender til emnet adoption. Mange tak for oplevelsen.”
– Kirsten Broager, Kulturparaplyen

Se flere anmeldelser

N for n….nej!

Kan du forestille dig følgende beskrivelse af min roman, Drengen der hed Bekele:

“Hovedpersonen er en 13-årig negerdreng, der er adopteret fra Etiopien…”

Nej, vel?

Hvad så med denne fortsættelse:

“Oskars verdensbillede ramler, da han skal være storebror til adoptivforældrenes biologiske, kaukasiske lillesøster.”

Ej, det lyder mærkeligt, gør det ikke? Hvorfor skulle man da have så travlt med at putte dette mærkat på lillesøsteren? Ja, hvorfor skulle man det? Kaukasisk er jo heller ikke en betegnelse, man ville slynge ud for at beskrive en hvid person, der går forbi på gaden. Ligesom der ikke er en samlet betegnelse for folk fra hhv. Europa, Asien, Mellemøsten mv. Udover europæer, asiat osv. Selvfølgelig er der ikke det. Hvad skulle vi med det?

Hvorfor er det så, at mange synes, at det er superfint at have ét samlet udtryk for folk med mørkebrun hud? Én ting over alle andre, der benævner og klassificerer millioner af mennesker. Oven i købet et udtryk, der er nedladende, historisk betændt, behæftet med undertrykkelse og racisme og som de fleste af dem, det handler om, selv frabeder sig at blive kaldt?

Jamen, jeg mener det jo ikke nedladende.
Det er muligt. Men de færreste mennesker er tankelæsere. Derfor er det rygende ligegyldigt, hvordan du mener det.

Jeg er heller ikke racist.
Det er også muligt. Men hvorfor så blive ved med at bruge et ord, der er associeret med racisme? Det er en racistisk stereotyp, du gengiver. Og jo, for øvrigt, racisme er der altså masser af i Danmark, selvom vi har en unik evne til kollektivt at bilde os ind, at det ikke findes. Jeg ved godt, det ikke er i form af march gennem gaderne, vold og ødelæggelse. Racisme er så meget andet. Fx er den også strukturel, og strukturel racisme er lige netop det man bidrager til ved at reproducere racistiske stereotyper igen og igen og ved at insistere på retten til at gøre det.

Nå jo. Men det kommer jo bare af “negro”, der betyder sort.
Selvfølgelig betyder det ikke bare sort. Det betyder alt muligt andet. Sådan er sproget. Der bliver indlejret betydninger over tid og vores brug af dem ændrer sig. N-ordet er ikke neutralt. I så fald skulle eksemplet ovenfor være en neutral beskrivelse af bogens hovedperson. Men selvfølgelig er det ikke det.

Folk er da blevet helt utroligt fintfølende
Eller også er du blevet usædvanligt tykhudet..? Det er vel ikke forbudt at tage notits af noget, folk ikke vil kaldes. Nå jo, det er et knæfald for den politiske korrekthed og gør vold på ytringsfriheden. Pjat. Det er at tage hensyn, hvor det retteligt bør tages. Hvis du var overvægtig og jeg insisterede på at kalde dig fed, fordi det jo bare henfører til diagnosen fedme og dermed er heeelt neutralt, ville du så være fintfølende og kvalmende politisk korrekt, hvis du bad mig lade være? Selvfølgelig ville du ikke det. Og selvfølgelig ville jeg så lade være.

Man kan da efterhånden ikke sige noget mere. Så trækker I bare racismekortet
Og du trækker politisk korrektheds-kortet og sådan kunne vi blive ved og ingen bliver klogere. Det er ikke-argumentation. Ren apati. Hør nu: Hvis nogen føler, at de snart ikke tør sige noget mere, så må de tørre øjnene og vågne op. Verden udvikler sig. Vi bruger ikke betegnelsen mongol mere. Eller idiot. Eller åndssvag (i deres daværende betydninger).  I en lidt anden sammenhæng var der også dem, der for et årti siden mente, at det sørme var for galt med den dér rygelov, for nu måtte man da heller ikke længere bestemme i sit eget liv og den politisk korrekte svøbe ville kvæle os. Det var nu altså røgen, der kvalte os, og den kvæler heldigvis færre i dag, end den gjorde før. Men ryg da endelig videre derhjemme, hvor du også er velkommen til at sidde og læse de oprindelige udgaver af Elefantens vuggevise og Pippi Langstrømpe. Så er vi nogen, der hellere læser de nye versioner, og heldigvis findes begge udgaver, så man kan orientere sig i historien og lære om, hvordan disse ting blev fremstillet i gamle dage og samtidig læse de gode klassikere på en måde, der giver bedre mening i dag. Er det ikke herligt, som livet og sproget er fuld af den slags muligheder.

Åh, jeg er ved at være godt træt af denne debat
Det kan godt være. Nu er du bare så heldig, at det ikke er dig, det handler om. Dem, som ikke ønsker at blive kaldt n-ordet, er nok også pænt trætte af, at vi ikke for pokker bare begynder at opføre os som ordentlige, voksne mennesker i stedet for (hvide) priviligerede pattebørn.

Jamen, hvad skal man så kalde dem?
For det første: Hvem er “dem”?
For det andet: Det finder du nok ud af.

 

 

 

Et møde under Etiopiske himmelstrøg

Refleksioner over en tur til min søns fødeland.

Øjne.
Næse.
Mund.

Som et spejl foran drengens ansigt sidder en etiopisk kvinde. Hun siger ikke ret meget. Men øjnene. De snakker og spiller og suger drengen til sig. Helst når han ikke ser det.

Drengen gør det samme. Kigger, kigger væk, tilnærmer sig, går lidt væk igen. Hver for sig lader de gensynet bundfælde sig. For det meste forsigtigt, prøvende, tøvende, men så pludselig i små hurtige udbrud af kram og kys.

Igen kontakt mellem disse to sæt funklende smukke øjne, de to smukke næser, de to kurvede munde.

At se dette gensyn er at se en mors længsel, forsigtigt dunkende inde under høflighedens former, der skal holdes. Hagen dirrer, men mere får den ikke lov til. Tårerne sluges indvendigt.

At se stoltheden for hver eneste lille ting, drengen gør, om det så er en høflig gestus eller lidt fjolleri, som han ind i mellem er nødt til at tage i brug for at gennemleve denne bølge af indtryk.

At se og mærke den smertefulde erkendelse af, at drengen ikke husker hende og at naturligheden og automatikkerne mellem mor og søn er væk, visket ud af tiden, afstanden og sprogets fremmedhed. Blodets bånd er ikke brudt, men tilknytningen er et flosset reb, kun skrøbelige og dyrebare tynde tråde er tilbage.

At høre lettelsens suk over, at drengen er forankret i en familie. Sådan rigtigt. For os en selvfølgelighed, for hende en uvished, der har knuget i årevis.

At svare på uventede spørgsmål, der for os er banale, men for dem er selve den kerne, der afgør, om hun gjorde det rigtige for sin dreng dengang, hun gjorde det sværeste, en mor nogensinde kan gøre. Er han jeres søn, juridisk set? Har han samme status, som hvis han var jeres biologisk? Bliver han hos jer, når han fylder 18? Jamen godeste Gud. JA, JA, JA for pokker, får man lyst til at råbe. Er der da ingen i denne verden, der forklarer en mor, der må lide det største tab af alle, hvad det er, der skal foregå? Hvad har hun da gået og forestillet sig i alle disse år?

At lukke øjnene og forsøge at begribe denne ubarmhjertighed, mens man lader sig bade af en smuk og nådesløs etiopisk sol inde bag luksushotellets mure. Uden for vores isolerede oase buldrer Addis Abebas kaos, markeder, moderne byggeprojekter. Farverig livsglæde blandet med tomme, livløse blikke. Stedet rummer alt.

At se en etiopisk storebror tage sin nu fordanskede lillebror spontant og uopfordret i hånden, da de hvide fremmede vil lave et foto-shoot. At se lillebror vokse minimum et par centimeter. Hænderne taler, der hvor sproget ikke mere slår til.

At høre et ord gentaget igen og igen, som man helst vil protestere over. Det skal de jo ikke. Det må de da ikke. Find et andet ord, vil I ikke nok? De bruger det i flæng (ifølge manden, der må oversætte de fremmede gloser) . Ordet er taknemmelighed. Taknemmelighed over, at vi mødes. Taknemmelighed over, at drengen har det godt. Taknemmelighed, taknemmelighed. Men dette møde kalder ikke på taknemmelighed. Intet af dette kalder på taknemmelighed. Det er der mange ting i denne utaknemmelige verden, der gør. En adoption er ikke en af dem. Men jeg kan ikke forklare det. Denne hårdt prøvede familie fra en traditionsbunden landsby i Etiopien er taknemmelige, ydmyge, næsten selvudslettende høflige mennesker. Jeg må tage imod strømmen af taknemmelighed, der bare understreger magtforholdet i denne relation: Jeg bestemmer. Et kynisk, uundgåeligt faktum. Jeg bestemmer, om vi ses igen (det gør vi). Jeg bestemmer, hvorhenne og hvordan. Jeg bestemmer, hvor meget information, de får. Jeg bestemmer, om de skal have en hjælpende økonomisk hånd. Jeg bestemmer. Mig. Jeg har magten.

At se verden, som den er. Verden er grim. Verden er smuk. Det ser man i øjeblikke som disse, hvor tid og rum bøjes og alt giver mening og intet giver mening.

At se en mors sidste farvel – igen. At se hende vende om, storme tilbage, kramme og kysse sin dreng igen, samle sig, gå.

At se hende gå tilbage mod det, der er hendes verden, men ikke længere hans. Hun er glad for at have set ham. Og bundhamrende ulykkelig og tynget af sorg. Igen. Stadig. Men det ses ikke. Det gemmer sig inde bag stoffet på kjolen, der både er farverig og slidt.

At se. At lære. At holde sin velsmurte, talevante, privilegerede kæft og bare se og observere denne kvinde bide alt i sig i tavs tapperhed. Tage imod krammet, tage imod den gestus af tak, hun sender. Sende respekt retur. Uden ord.

At lade definerende øjeblikke synke ind, vokse og opfylde én, inden hverdagen igen kommer tromlende.

At glæde sig til næste gensyn.

Interview med Bogpuls

Interview med Bogpuls – Plusbog.dk’s blog:

Adoption gav inspiration til debutbog

Den lille dreng på gulvet kigger op. Nu er de der igen – de hvide mennesker, manden og kvinden, der sætter sig på hug og kigger interesseret på ham. De snakker til ham. Og smiler hele tiden. Drengen på gulvet kniber øjnene sammen og betragter parret, der rækker legetøj frem, lægger hovederne på skrå og taler med blide, rolige stemmer. Hvem mon de er?

Læs hele interviewet her

Birkerød Bibliotek 26/8

Pressemeddelelse fra Rudersdal Bibliotekerne:

Forfatterfokus: Lars Liebst Pedersen

Lyt med når Lars Liebst Pedersen fortæller om sin debutroman ”Drengen der hed Bekele”, der bl.a. omhandler adoption. Det sker på Hovedbiblioteket i Birkerød onsdag d. 26.8. kl. 17.00. Rudersdal Biblioteksklub byder på kaffe, te og chokolade.

Adoption og mystik er nogle af omdrejningspunkterne i Lars Liebst Pedersens debutroman ”Drengen der hed Bekele”, og inspirationen til bogen er kommet helt naturligt til ham, da han selv har prøvet at adoptere. ”Med bogen vil jeg fortælle om adoption som livsvilkår og familieform på en måde, der både er underholdende og spændende”, udtaler Lars Liebst Pedersen. ”Historien er derfor en blanding mellem et hverdagsrealistisk drama og en fantastisk fortælling, hvor Etiopiens mytologi vækkes til live.”

”Drengen der hed Bekele” udkom i foråret, og i romanen møder vi Oskar, der også bærer det etiopiske navn Bekele. Han er adoptivbarn og lever et almindeligt liv som ung teenager, indtil alt pludselig ramler. Hans adoptivmor bliver alvorligt syg under fødslen af en uventet – og for Oskars vedkommende uønsket – biologisk efternøler, samtidig med at fortielser om hans adoption og sandheden om en smuk etiopisk maske pibler op til overfladen.

”Det har været vigtigt for mig at bogen betragter adoption fra alle de involveredes synspunkt: Adoptivbarnet, adoptivforældrene og den biologiske familie. Jeg er som adoptant den stærke part i en adoption, og det er vigtigt, at man ikke bare glemmer eller ser bort fra det biologiske ophav. Jeg håber dog at mange typer af læsere kan få noget ud af bogen – ikke kun de med interesse i adoption.”

Det er gratis at deltage i arrangementet, som foregår i Litteraturhjørnet på Hovedbiblioteket i Birkerød onsdag d. 26.8. kl. 17.00. Rudersdal Biblioteksklub byder på kaffe, te og chokolade.

Med venlig hilsen

Laura Noszczyk
Bibliotekar og arrangementskoordinator
Rudersdal Bibliotekerne

Læs mere om arrangementet her

På rejse – med mig selv og Drengen, der hed Bekele

Indlæg bragt i Adoption & Samfunds blad, juni 2015

Tanker om en rejse som adoptivfar. En rejse, der aldrig slutter. En rejse, der har ført mange erkendelser og refleksioner med sig. Dele af disse refleksioner er mundet ud i en roman.

Sommeren 2010. Det var her, jeg stiftede bekendtskab med Addis Abebas buldrende kaos, overvældende intensitet og bidende kontraster. Og det var her, jeg mødte min søn.  Han sad på et gulv og var så lille, så sød, så fremmed, så sårbar, så livlig, så bange. Det var jeg også. Altså bange. Og spændt og overvældet og handlingslammet og helt og aldeles uden for mig selv. Det var som om, den lange rejse fra Danmark stadig sad i mig. Fornemmelsen af den dér tomme døsighed, sanser ude af kurs, en gennemtæret krop i sitrende beredskab.

Men det var ikke dén rejse, det drejede sig om. Det var denne nye rejse, der havde taget sin start med læger og sagsbehandlere og ventelister et par år før. Og som nu havde ført mig hertil, til et fugtigt og klamt værelse på et børnehjem i Etiopien. Og som de næste par år skulle sende mig og vores lille familie ud på en gigantisk rejse i frygt, glæde, magtesløshed, frustration, stolthed, selvindsigt.

En rejse, der nu er mundet ud i et nyudklækket forfatterskab med min debutroman, Drengen der hed Bekele. En roman, der er fiktion og ikke handler om hverken mig selv eller min søn. Men som på mange punkter er en refleksion over min egen personlige proces, den indsigt i adoption som livsvilkår for de adopterede, jeg har fået og som intet adoptionsforberedende kursus kunne forberede mig på. En refleksion over international adoption som løsning, dets dilemmaer og legitimitet og hele den debat, der har sydet og raset.

Jeg er stadig på rejse. På rejse i mit eget syn på adoption. På rejse i mig selv, konfronteret med egne begrænsninger, men også med mulighederne for at vokse som menneske og modnes i mit livssyn – noget, som mødet med min søn har givet grobund for. Jeg er på rejse i det at forholde sig til biologisk ophav åbent og med troværdighed i stedet for med forknythed og forlorenhed. Det ligger ellers lige dér på et belejligt og overdådigt veldækket bord af floskler og bortforklaringer og venter på én. Jeg har nippet til det, jeg har spist af det. Men jeg har også forsøgt at ændre smag. At vænne mine smagsløg af med den søde smag af storken, der kommer, og grænseløs kærlighed og skæbner, der falder i hak. Jeg har i stedet langsomt forsøgt at tilvænne mig den mere bitre, men dybe og sanddruelige smag af tab, svigt, forladthed og anderledeshed.

Jeg er på rejse. Ligesom Oskar Bekele, hovedpersonen i min roman.

Drengen der hed Bekele
Min roman, Drengen der hed Bekele, beskæftiger sig direkte og indirekte med bl.a. følgende adoptionsrelaterede temaer:

– Identitet og biologisk ophav. I bogen sker det på den måde, at en række hændelser, der truer adoptivfamilien, gør hovedpersonen nysgerrig og besat af tanker om sit biologiske ophav.

– Adoptionstrekanten; det faktum, at en adoption består af den adopterede, adoptanter og biologisk familie. Jeg fortæller i romanen om en adoption fra alles synspunkt. Hovedpersonen Oskars perspektiv er det primære, men alle parter får “en stemme” i løbet af fortællingen.

– Italesættelse af adoption og biologisk ophav. Hvilken fortælling er det, man som familie – og samfund – viderebringer om adoption. Hvor åbent eller lukket forholder man sig til biologisk familie og slægtskab, de hændelser, der ligger bag adoptionen osv.?

Når det er sagt, er der langt fra tale om en socialrealistisk skildring af adoption. Det er en roman, der også har som mål at underholde, og derfor trækker jeg på virkemidler fra både spændingens og eventyrernes verden.

Da jeg skrev, begyndte jeg at lege med stoffet, lade det sprælle, lade det blive lidt vildt og uregerligt. Etiopiens historie og de lokale myter, legender og folkefortællinger er så spændende og eksplosivt stof, at jeg ikke kunne lade det ligge. Jeg endte med at bruge det i rå mængder. Derfor følger romanen tre spor: Et hverdagsrealistisk familiedrama om Oskar og hans adoptivfamilie, et historisk spor om Oskars biologiske slægt gennem italiensk besættelse, kejser Haile Selassies storhed og fald, militærkup og hungersnød. Og et eventyrligt spor, hvor Oskar tager ud på en identitetsrejse – en flugt ind i etiopisk mytologi og magi i en desperat søgen efter sine rødder og efter sig selv. Som i ethvert eventyr venter der ham barske prøvelser, der skal forceres.

Modellen for denne fortælling er således ikke det klassiske hverdagsdrama. Ej heller den eksisterende adoptionsrelaterede litteratur, som jeg kender til. Det var snarere film og bøger som Pans Labyrint og Life of Pi, jeg havde kørende i hovedet – uden sammenligning i øvrigt, men med inspiration i blandingen af den grumme hverdagsalvor med dystre omstændigheder på den ene side og det farverige eventyr og magien på den anden. Og spørgsmålet: Hvad er virkelighed og hvad er fantasi? I Pans Labyrint er det krigens gru og menneskelige ondskab, barnet flygter fra ind i en verden af fauner og monstre. I Life of Pi bliver kampen mod elementerne og udmattelsen på åbent hav til en eventyrlig rejse med tigre, hyæner og levende, kødædende øer.

I Drengen der hed Bekele er det et sammensurium af en biologisk efternøler, pludselig sygdom i familien og fortielser om hemmeligheder om adoptionen, der kaster hovedpersonen ud i en krise og igangsætter en identitetsrejse. Med en etiopisk maske som det gennemgående symbol. Som Alice, der tumler ned gennem kaninhullet, føres Oskar ind i en verden, hvor lidt af hvert kan ske. En version af Etiopien, hvor de lokale myter vækkes til live. Som hans rejseledsager forklarer vores overvældede hovedperson:

”Du befinder dig et sted, hvor tro, overtro og magi florerer. Du kan trampe det i jorden, afvise det som pure opspind, eller du kan lade det spire. Jeg tror, du vil opdage, at lidt af hvert kan ske på denne rejse.”

Som i enhver rejse.  Også dem, vi drager ud på som mennesker, mødre, fædre, døtre, sønner. Som familier.

Anmeldt i Politiken

CGAmn3UWoAAK_CoPolitiken kalder bl.a. Drengen der hed Bekele for “et moderne sagn” og en “usædvanlig dannelsesrejse fra vestlig magelighed til en verden af magi, tro og overtro.”

Det bliver til samlet set til tre hjerter. Det, der trækker lidt ned, er en ifølge anmelderen lidt for “bastant metaforik” 🙂

Læs hele anmeldelsen her

 

Lektørudtalelse fra DBC

En velresearchet roman, der giver et troværdigt indblik i tankerne hos adoptivforældre, adoptivbarn og biologiske forældre og et interessant indblik i etiopisk historie og kultur […] adskiller sig ved den særlige blanding af magi og hverdagsrealisme

Uddrag af lektørudtalelsen fra Dansk Biblioteks Center.

Lektørudtalelsen er en vurdering og anmeldelse af bogen skrevet af bibliotekarer til bibliotekerne. Den skal understøtte bibliotekerne i deres valg af materiale.

Maskeradespil og åbenhed i adoption – en anmeldelse af min roman

Skrevet af socialpædagog Iben Krarup Høgsberg i Facebook-gruppen Åbenhed i Adoption 20. april 2015:

Maskeradespillet international adoption får en symbolsk skæbneforklædning i form af en okkult maske i Lars Liebst Pedersens levende debutroman ”Drengen der hed Bekele” som 10. april 2015 udkom ved Turbine forlaget.

Lars Liebst Pedersen er adoptivfar og Cand. Comm. i samfundsvidenskab og journalistik, hvilket skinner grundigt igennem i bogens rørende adoptionshistorie, sammenhængende persongalleri, medrivende og insisterende psykologiske, pædagogiske, historiske og geografiske fortælling med mange fine sammenfald fra start til slut.

Bogen er en adoptionsroman lidt på linje med indisk canadiske Shilpi Somaya Gowdas ”Den hemmelige datter” og springer med en lethed frem og tilbage mellem tid og sted, så man på en gang befinder sig mellem Danmarks velstående ordentlige overfladiskhed og Etiopiens rige kaotiske intensitet, i fortid og nutid, mens maskerne langsomt falder, rødderne gror og læserne spekulerer over om der er gode eller onde ånder på spil i jagten på vished.

Teenagedrengen Oskar adopteret fra Etiopien som 2½ årig trækker sig væk fra sine adoptivforældre, da de venter biologisk barn og ikke magter at italesætte følelserne i familien – og derved tilpas hemmelighedsfuldt udskyder at fortælle om Oskars biologiske familie til ”han er gammel nok”. En for adoptanterne behagelig herskende kliche i adoptionsverdenen i Danmark – kulminerende i det følelsesliderlige tv-program Sporløs – som nådesløst svigtende overlader unge voksne adopterede til selv at tage ansvar for egen identitetsudvikling uden at kende til deres oprindelse og faktuelle vilkår for tvangsforflytningen.

Adoptivforældre og etiopiensrejsende vil føle sig hensat til egne sansninger, erfaringer, oplevelser og glæder ved det ældgamle autentiske land med adoptivmoren Rikkes dagbogsnotater om børnehjemmets tunge porte og endeløse rækker af vasketøj, det første møde, adopteredes afgrundsdybe angst og søvnløshed, adoptanters hjælpeløse magtesløshed og adoptivfaren Mortens pragmatiske distancerede scrapbogsprojekt og fortællingerne om Etiopiens røde jord, røg- og kaffeduft, stammeritualer, koptiske ortodokse kirke, fantastiske historie, brutale terror, menneskeskæbner, natur- og dyreliv, kultur og bygningsværker.

For det universelle skæbnefællesskab man på godt og svært deler med andre adoptanter, adopterede og deres familiers dybtfølte sorg og afmagt med de givne vilkår, mærkes mens eventyret folder sig ud. International adoption er en rejse gennem glæder og sorger, gennem kulturer, familieformer, korruption, kolde gyser, liv og død og etiske dilemmaer, og man skal enten være desperat dumdristig eller fandens modig for at turde begå sig i det.

Forfatteren stiller sig med bogens fødsel forsigtigt søgende og kritisk overfor international adoption, hvilket tidligere er set i amerikansk danske Cheri Registers ”Beyond Good Intentions: A Mother Reflects On Raising Internationally Adopted Children” (Aug 2005) (på dansk De bedste hensigter: en adoptivmors refleksioner (2010)) og ”Kanonkongen barnet – om adoption, eksil og den tabte tid” af dansk franske Jacques Berg (2012).

Romanen dog i mere maskeret form, hvilket måske ikke er så tosset endda, da masker nogle gange falder lettere uden at man trædes belærende, vredt og grundigt over tæerne. Lidt af en bedrift i sig selv. Bogen kan dog også bare tages for en ganske almindelig ungdomsunderholdningsroman med adoption som et underliggende tema med eventyr og spænding i højsædet. Det er helt op til læseren at bedømme.

Der snubles et par gange ved brugen af det hvide privilegiums racistisk betonede ord ”eksotisk” undervejs og undgås bevidst – med kun små hints til den af ”vrede” adoptanters udskældte artikelserie om adoption i Politiken – at italesætte de sidste års adoptionspolitiske slåskampe, men får ellers fint formidlet øvrige fortærskede udtryk og myter som henterejse, etiopiske løbere og de øvrige maskeringer som beskytter adoptanterne og nedtoner oprindelsen til at handle om simpel generel genetik, samt de barske vilkår ved adoption, herunder Dadaabs lejrens ”børnefanger-metafor” for adoptions børnehøsterne, hele ”Hilton, blå-Lada-chauffører, kaffeceremoni og shopping- Mercato-maskineriet” krydret med ”vi rejser i hvert fald ikke til oprindelseslandet ferie” til Egypten og ”vi vil gerne fortælle dig alt, du skal bare selv sige til-mekanismerne”.
Men maskerne må nødvendigvis falde. For Etiopien er som så mange andre adoptionsafgiverlande ikke bare fattigdom og hungersnød med millioner af forældreløse børnehjemsbørn. Etiopien er et stolt land med en lang slægtshistorie som er kendt for at tage sig af hinanden i familierne. Oskar med det etiopiske navn Bekele har en mor, søskende og slægtninge i Etiopien som oven i købet er kendt i adoptionspapirerne. Hvorfor udbygges det sociale hjælpesystem ikke, så familien kan støttes i at blive sammen? Eller hvorfor støttes adoptivforældrene ikke i at skabe en åben kontakt tidligt i Bekeles liv, så hele hans oprindelse ikke er bortamputeret?

Det er længe siden, at kejserfamiliens grådighed faldt som Aksumriget og Mussolinis fascisme. Længe siden at militærstyrets og Mengistus’ terror og marxistiske voldsregime brutalt skitseret i etiopisk amerikanske Maaza Mengistes roman ” Beneath the Lion’s Gaze” (2010), jordreformer og tvangsforflyttelser førte til den hungersnød Band Aid og sygdom som HIV indskrænkede Etiopien til. Længe siden at Eritrea løsrev sig.

Regnen og høsten udebliver stadig fra tid til tid, tvangsforflyttelser og jordinddragelse pågår fortsat og endda med Verdensbankens hjælp, kvinder må stadig risikere livet for at føde deres børn trods indsats fra Maternityworldwide og den australske gynækolog Dr. Cathrine Hamlin beskrevet i hendes bog ”The hospital by the river – A story of hope” (2005) og etiopisk indisk amerikanske Abraham Vegheses roman ” Cutting for stone” (2009) (på dansk Knivens æg, med en filmatisering instrueret af Susanne Bier), samt flere og flere fødeklinikker og børnehospitaler. Men Etiopien er et land i økonomisk fremgang med en voksende middelklasse og social bevidsthed. Hvorfor bortadopteres der fortsat så stort et antal ikke forældreløse børn? Hvem tjener det, hvis ikke børnenes tarv?

Selam, Bekeles mor, bliver symbolet på alle oprindelige mødres smerte, da hun skriger sin sorg ud efter at have givet det samtykke til adoptionen som beskytter Bekele fra landet uden familiebeskyttelse og sender ham til landet med familiebeskyttelse. Familiebeskyttelse i en sådan grad, at international adoption af adopterede bliver kaldt en halvt identitetsløs 18 års anbringelse i juraens skråsikre navn. I bogen maskeret som en nødvendighed. Hvis altså ikke at adoptivforældrene overvinder myternes frygt, tager sagen i egen hånd, adoptionens ansvar på sig og starter en søgning efter oprindelsen. En søgning dæmoniseret af onde tilknytningsånder.

Var det hele bare en drøm? Spiller underbevidstheden et pus? Fantasien? Eller husker kroppen alt? Det er tid til maskefald. Hemmelighederne er ude af skabet. Fortid møder nutid. Som i drømme udvides kløverfamilien fra det ulyksalige trekløver til det lyksalige firkløver og går i blomst med en hel udvidet slægt til følge. Døden overvindes. Masken har manifesteret sig, eventyret taget fart med genfødslen af cellernes oprindelse, familiebåndet, healingen. Den som søger og finder får fred. Dæmonerne forsvinder. Man bestemmer selv, hvor man hører til. Gør man ikke?

For Åbenhed i adoption er dette en fortælling om den styrke og sårbarhed der ligger i åbenhed. Om frygten for ikke at genfinde eller at miste dyrebare breve og billeder. Om at opbygge og fastholde vigtige forbindelser og overvinde sprog- og kulturbarrierer. Om at turde og kunne rumme at mor er mor uanset at man har to mødre. Og om at stå ved det midt i andres frygt. Kun den der tør at være sårbar er stærk.

Man sidder bare og venter på fortsættelsen. Der hvor åbenheden skal briste eller bære.

Af Iben Høgsberg, adoptivmor, socialpædagog, forfatter og adoptionspolitisk aktivist.